Byens to svømmeklubber, Delta Swim og Erritsø Svømmeklub fusionerer i bestræbelserne på at styrke, dels klubbernes bredde satsninger i svømmeskoleregi – dels skabe øgede ressourcer i konkurrenceafdelingerne. Med et grundlag på ca. 600-700 medlemmer i begge foreninger bliver der tale om en stor idrætsklub fremover med samlet 1200 – 1400 medlemmer i alt.
Fredericia Eliteidræt har siden 2018 samarbejdet med Delta Swim om at udvikle klubbens talentsatsning. Der har først været fokus på at skabe et bæredygtigt talentmiljø i klubben, som et grundlag for at kunne tilgå et samarbejde med byens anden svømmeklub EGIF.
I løbet af 2020 har der været ført forhandlinger mellem klubberne, som nu endegyldigt er mundet ud i en aftale, der bliver gennemført efter nytår.
En første opgave bliver bl.a. at finde fælles klubnavn. En opgave som de to klubber har sat i spil i november og december.
Det forventes dog først, at konkurrenceafdelingen er på plads med trænerkabalerne for det kommende fællesskab ved sæsonafslutningen til maj.