Fredericia Sejlklub og Fredericia Eliteidræt har fået sat retning på en række fælles indsatser i arbejdet med at udvikle sejlsportstalenter.
Der er 12. maj indgået samarbejdsaftale for 2022-2023, der bl.a. skal øge samarbejdet om fysisk træning for de bedste unge sejlere. Aktuelt indgår 6 sejlere i Fredericia Eliteidræts talentsetup. Den gruppe bliver større i det kommende år, hvor flere sejlere får adgang til de tværgående miljøer i morgentræning og talentcentret.
Der er samtidig indgået aftale mellem klub og Fredericia Eliteidræt om at udvikle og afprøve en række indsatser på en række sportspsykologiske områder i det kommende år, der skal hjælpe de unge sejlere i konkurrence nationalt og internationalt.
Formand for Fredericia Sejlklub Nicolai Aistrup Pedersen udtaler:
"Vi har i de seneste år oplevet, hvordan flere af vores sejlere i Fredericia Eliteidræt lægger til på fysikken. Det har flyttet dem markant, at de har fokus på den fysiske træning til, at de nu kan konkurrere på højere niveau. Aktuelt skærper vi vores talentprofil med en udviklingsplan, hvor der følger mål og konkrete indsatser med. Bl.a. vil der være fokus på at udvikle det miljø, vi oplever er rigtig godt i sejlklubben og konkret vil vi i samarbejdet med Fredericia Eliteidræt have yderligere fokus på den fysiske træning for en større gruppe af vores talenter og atleter."
Fredericia Eliteidræt er begejstret for den indgåede samarbejdsaftale. Formand Søren Andersen siger:
"Vi har gennem de seneste to år lagt til på dialogen med Fredericia Sejlklub, hvor vi har nærmet os hinanden i tilgangen til talentudvikling. Jeg fornemmer også, at klubbens arbejde i høj grad anerkendes af Dansk Sejlunion, som også har tilkendegivet interesse i at få sejlsporten med i ny Team Danmark aftale i 2024-2027 grundet den positive klubudvikling i Fredericia Sejlklub."