Fredericia Eliteidræt har indgået toårig samarbejdsaftale med LEGO koncernen i perioden 2023 og 2024, der skal være med til at skabe bedre vilkår for, at unge elitesportsudøvere får mulighed for at kunne kombinere en erhvervsrettet uddannelse med eliteidræt på højt niveau – herunder med mulighed for at have adgang til talenttræning om morgenen.
Fredericia Eliteidræt har derfor aktuelt stor opmærksomhed på at komme i dialog med lokale industri og håndværks virksomheder, der vil stille lærepladser til rådighed for lokale klubbers sportstalenter, der vælger en erhvervsrettet uddannelse til fremover.
I Fredericia Eliteidræt er Henning Aaberg i spidsen for den opgave. Henning, der til daglig er uddannelseschef på EUC Lillebælt siger: ”Vi har i bestyrelsen haft fokus på at udvikle et setup, som vi nu er klar til at præsentere for de lokale virksomheder. Det handler dels om de vilkår, hvorpå sportstalenter kan tilgå en lærepladser samtidig med en elitesportskarriere, og om de kompetencer de unge udvikler, når de dyrker eliteidræt."
UU vejledningen som partner
En af indsatserne kommer til at handle om en øget formidling til unge sportsudøvere i talentklasserne i sport, om de muligheder de lokale ungdomsuddannelser og virksomheder tilbyder i forhold til at kombinere talenttræning i Fredericia Eliteidræt med en lokal ungdomsuddannelse.
Henning forklarer: ”Vi har indledt et samarbejde med den lokale UU vejledning i forhold til at få kommunikeret om de muligheder der er, hvis de unge er interesseret i at vælge en erhvervsuddannelse til. Denne information skal ske allerede på 7. og 8. årgang, da mit indtryk er, at de unge sportsudøvere reelt allerede i 8. talentklasse ofte foretager valg af ungdomsuddannelse”.
Fredericia Eliteidræt forventer i løbet af sommeren 2023 at indgå aftaler med de 3 første lokale virksomheder, som kan bringes i spil i forhold til elitesportsudøvere i lokale klubber, der ønsker at kombinere en erhvervsrettet uddannelse med deres elitesportssatsning.
Fredericia Eliteidræt er åben for henvendelser fra virksomheder
Uagtet Fredericia Eliteidræt har fokus på selv at vælge virksomheder til, så er Henning Aaberg åben for samarbejde med flere interesserede virksomheder. Henning siger: ”Vi vil gerne appellere til de lokale virksomheder, der ønsker at indgå i et samarbejde om lærepladser til vores unge sportstalenter, at de bare skal henvende sig direkte til os. Da vi ikke når ud til alle virksomheder på kort sigt og let kan overse potentielle samarbejdspartnere, for hvem det giver mening at rekruttere sportstalenter med en erhvervsinteresse”.
- Magnus Dyhre, atlet i Fredericia Eliteidræt er ansat hos LEGO koncernen i Billund.