Fredericia Eliteidræt er i dialog med ungdomsuddannelser og lokale samarbejdsklubber om indholdet i ny Team Danmark aftale.
6 af idrættens specialforbund – Triatlon Danmark, Dansk Håndbold Forbund, Skydning Danmark, DBU, Dansk Sejlunion, Dansk Svømmeunion har givet sportslig godkendelse til den lokale talentudvikling, der sker i samarbejde med følgende klubber: Fredericia Triatlon Team, FHK Håndbold, BPI Skydning, Fredericia Sejlklub, FC Fredericia Ungdom, Fredericia Svømmeklub.
De sportslige godkendelser fra specialforbundenes side ligger i forlængelse af den eksterne evaluering, der blev gennemført af Fredericias elitekommuneindsatser i løbet af vinteren 2022-2023.
På baggrund heraf har Fredericia Kommunes byråd på sit møde 17. april 2023 godkendt grundlaget for en ny fireårig aftale med Team Danmark.
Formand Søren Andersen fortæller om det arbejde der pågår:
Vi er aktuelt i dialog med alle ungdomsuddannelser i forhold til at se på de rammer og indhold, der ligger til grund for at være elitesportsudøver i ungdomsuddannelse. Hvor stod vi i 2020, hvor er vi i dag og hvor vil vi gerne være sammen i 2027, når det kommer til at understøtte unge elitesportsudøveres satsning på eliteidræt samtidig med, de tager en ungdomsuddannelse.
Den samme dialog sker med vores lokale idrætsklubber. Hvordan understøtter vi bedst talentudviklingen i vores lokale klubber i sejlsport, i skydning, håndbold, fodbold, svømning og triatlon i de kommende fire år, så vi kan udvikle unge talenter i de respektive idrætsgrene og nok så vigtigt også fastholde og rekruttere flere af dem til gavn for vores samarbejdsklubber.
Indhold forventes på plads til september
Søren Andersen forventer, at indholdet i en kommende aftale kan ligge fast i løbet af august – september måned med virkning fra januar 2024, hvor ny aftale med Team Danmark træder i kraft.